14-12-2017

Succes med seniorer: Her tilpasses jobbet efter medarbejdernes livsfaser

Arbejdsmarkedsforsker og Type2dialog opfordrer arbejdsgiverne til at få øjnene op for det grå guld. Fordelene ved at have medarbejdere i alle aldre er utallige.

Per H. Jensen er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet - og så er han leveringsdygtig i mange gode argumenter for seniormedarbejdere i de danske virksomheder:

- De er en stabil arbejdskraft. [...] De lægger sig ikke syge på grund af børn, de møder til tiden, og de skifter heller ikke job så hyppigt som de unge. [...] Samtidig har seniorer et stort overblik i kraft af at have været på arbejdsmarkedet i mange år. De har nogle brede faglige kompetencer, og de fungerer også ofte godt som mentorer, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Uudnyttet potentiale i det danske samfund

Gennem mange år har et team af seniorer udfyldt en afgørende rolle i Type2dialogs økonomiafdeling. De har alle en lang karriere bag sig. Blandt de nuværende medlemmer af teamet har én tidligere arbejdet i Rigsrevisionen, én har været socialrådgiver - og har netop fejret 10 års jubilæum i Type2dialog - mens en tredje har været og fortsat er selvstændig erhvervsdrivende ved siden af sit deltidsjob i Type2dialog.

- De er bunderfarne, er fagligt dygtige, så opgaverne bliver løst præcist og ordentligt og lader sig ikke slå ud af forandringer, fordi de har oplevet så mange ting på arbejdsmarkedet. De har også en god energi, og det er fantastisk at se dynamikken mellem vores unge medarbejdere og seniorerne, siger adm. direktør i Type2dialog Helene Hoffmann til Frederiksborg Amts Avis.

Hun og medarbejderne i Type2dialog kan kun anbefale landets virksomhedsledere at få mange flere seniorer med om bord:  

- De har noget at byde ind med, som jeg synes, samfundet skal bruge meget mere, end vi gør i dag. Der er masser seniorer, som gerne vil - det kræver bare, at stillingerne bliver slået op. Der er masser af god arbejdskraft derude, hvis vi bare tilpasser opgaverne de forskellige livssituationer. Ser vi på seniorerne, er der rigtig mange, der gerne vil have en tilknytning til erhvervslivet, men på deres præmisser. Det samme gælder studentermedarbejdere, som skal passe deres studie eller medarbejdere på 35-40 år, som har små børn, der skal passes, siger Helene Hoffmann. 



Tilbage

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookies til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.

Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.