Sundhedsfremme på handicapområdet

– Målrettet sundhedsfagligt kompetenceløft styrker kvaliteten på botilbud i tre jyske kommuner

 

Baggrund

Borgere med handicap døjer ofte med livsstils-sygdomme og har en markant overdødelighed i forhold til resten af befolkningen. Det stiller særlige krav til det socialpædagogiske personale på botilbud, fordi de har ansvaret for at opspore sygdomstegn og støtte borgerne i at leve et sundt og godt liv. I deres daglige arbejde støder personalet på mange etiske dilemmaer: Udfordringen er at finde balancen mellem borgernes ret til selvbestemmelse på den ene side og de professionelles omsorgspligt på den anden. For bedst muligt at kunne samarbejde med såvel borgere og pårørende som sundhedsfaglige eksperter skal personalet desuden være i besiddelse af en stor viden, både om sygdomme og om den enkelte borgers livshistorie. Derfor besluttede Billund Kommune at give udvalgte ledere og medarbejdere på kommunens botilbud et fagligt løft. De inviterede også personale fra nabokommunerne Varde og Vejen med.

 

Løsning

Med henblik på at styrke både kvaliteten og effektiviteten i kerne-opgaven designede Type2dialog et skræddersyet sundhedsfagligt udviklingsforløb. Forløbet skulle, ud over at føre deltagerne ajour med den nyeste evidensbaserede viden om livsstils-sygdomme, give dem konkrete værktøjer samt sundhedspædagogiske metoder til sundhedsfremme. De fem undervisningsmoduler og dertil hørende refleksions- og gruppeopgaver tog afsæt i emnerne

  • Forebyggelse og opsporing af sygdom, herunder demens
  • Fremme af sundhed hos borgere med udviklingshæmning
  • Etik og samarbejde itf. sundhed og sygdom
  • Borgerinddragelse
  • Dokumentation

Resultater

Efter det faglige udviklingsforløb føler både ledere og medarbejdere sig i dag bedre rustet til at støtte borgerne i at opnå mest mulig livskvalitet – og til at samarbejde tværfagligt med eksperterne i sundhedsvæsnet, så borgernes sygdomme bliver opsporet og behandlet i tide. I evalueringen af lærings-processen giver deltagerne udtryk for, at de derudover har fået mange nye ideer til at gangsætte aktiviteter, ligesom de fremhæver udbyttet ved at få mulighed for at dele viden og udveksle erfaringer på tværs af flere kommuner. De tre kommuner ønsker nu at udrulle tiltaget til at omfatte alle ledere og medarbejdere på botilbud.

Formål

  • Deltagerne oplever kompetenceudviklingen som meningsfuld
  • Deltagerne øger deres viden om aldring og aldersbetingede sygdomme
  • Deltagerne øger deres viden om forebyggelse og sundhedsfremme
  • Deltagerne øger deres viden om målsætning og SMARTE mål
  • Deltagerne øger deres viden om tidlig opsporing af sygdom

Resultater

  • 100 % oplever, at forløbet giver god mening
  • 97 % har øget deres viden om emnerne
  • 95 % har øget deres viden om emnerne
  • 95 % angiver at have øget deres viden herom
  • 95 % har øget deres viden om tidlig opsporing